En samtale, hvor vi møder en af de centrale personer, der gør Operahuset det, det er. En person, der spiller en vigtig rolle i Opera Houses historie og bidrager til oplevelserne, gæstfriheden og den inkluderende gastronomi. Sammen fortsætter vi med at skabe mindeværdige øjeblikke – én middag, én fest og én oplevelse ad gangen.
Denne gang møder vi Pierre Bergling, forstander ved Operahuset.
Hej Pierre! Du er forstander for Operahuset. Hvad indebærer den rolle egentlig?
Titlen er gammel og findes stadig her og på Grand Hôtel, og den indebærer at passe på bygningen, men ikke på samme måde som en ejendomsadministrator. Det er et job, der indebærer både ansvar og tradition. Jeg fik titlen for to år siden, men jeg startede faktisk her som 17-årig praktikant, da jeg gik på restaurantskolen i Sundbyberg. Jeg har arbejdet i næsten alle afdelinger i bygningen, med en pause på fem år, hvor jeg var F&B-manager på Nobis Hotel.
Hvad indebærer dit arbejde i praksis?
Jeg aflaster afdelingscheferne, så de kan fokusere på service. Jeg er ansvarlig for leverancer, indkøb, arbejdsmiljø, økonomi og kontrakter. Jeg er også bindeleddet til National Property Board, når det gælder bygningsadministration.
Kan du huske din allerførste dag i bygningen?
Ja, bestemt! Min ven Adam og jeg startede som praktikanter. Vi blev mødt af husholdersken, skulle skrive os ind, hente frakker, stryge bukser og pudse sko. Vi fik instruktioner med nøjagtige mål for borddækning og skulle derefter dække bordet foran restaurantchefen, der kontrollerede alt med en lineal.
Vi fik også en manual med omkring 30 punkter – fra hvordan man byder gæster velkommen til hvordan man hjælper dem ind i deres taxaer. Vi skulle kende menuen på fransk, svensk og engelsk. Det var utroligt hårdt, men min lærer plejede at sige, at dette var Sveriges sværeste og bedste restaurant – og jeg vidste, at det var præcis her, jeg ville være.
Har du stadig kontakt med det gamle team?
Ja, vi mødes mindst en gang om året til frokost. Mange af dem er ældre nu, men der er et særligt bånd mellem os.
Hvad betyder Operahuset dig personligt?
For mig er bygningen mere end bare en arbejdsplads – den er virkelig som et andet hjem. Jeg tænker sjældent på, at jeg er 'på arbejde'.
Hvordan har huset ændret sig i løbet af din tid her, og hvad er forblevet det samme?
Kerneforretningen har ændret sig meget lidt i løbet af mine 24 år her. Det er stadig den samme type arrangementer og traditioner. Det, der ændrer sig, er menneskerne. Når jeg arbejder på julebuffeten med Emanuel i dag, føles det næsten som da jeg startede. Servicen og kvaliteten er blevet bedre, men den røde tråd går gennem historien og væggene.
Er der et øjeblik, der især står ud?
Alle de gange, vi har arbejdet for den kongelige familie. Bryllupsmiddagen for kronprinsesse Victoria og prins Daniel er et minde for livet. Den hemmelige prøvemiddag her i Operakällaren noget helt særligt – næsten ingen i bygningen vidste, hvad der foregik, og pressen udenfor var enorm.
Og så er der selvfølgelig utallige storslåede middage og fester med prominente gæster, som har sat sig fast i min hukommelse.
Hvordan ser du på service og gæstfrihed?
For mig er det ikke bare et job, men noget jeg nyder at gøre. Det er essensen af service – man skal kunne lide det, man laver, ellers mærker gæsten det med det samme.
Hvad er Operaens sjæl, og hvordan kan den bevares i en verden i forandring?
Det er kulturen, maden og alt det, der er blevet opbygget her gennem årene. Operabaren har Operabaren eksempel haft det samme koncept i over 120 år. Alle, der arbejder her, ønsker at bevare det, der har været, men samtidig forfine små detaljer.
Er der et tidspunkt, hvor du føler, at dit hus er mest levende?
Helt klart den første søndag i advent. Når huset er pyntet, julebordet er dækket, og den første gudstjeneste begynder, er det, huset er allersmukkest.
Har du et yndlingssted i bygningen?
Operabaren på grund af dens historie, mad og gæster.
Hvad ser du som din største ansvar over for huset?
At passe på de fredede dele – sikre, at de vedligeholdes og bevares.
Hvad har du lært om mennesker efter alle disse år her?
At blive en mennesker. Alle slags mennesker kommer her – forskellige aldre, erfaringer og baggrunde – men vi er altid et team. Det er en styrke.
Hvordan har arbejdet her ændret dig?
Jeg er vokset op her. Jeg er blevet moden og har lært utroligt meget om mad, drikke og kultur. Det tog et år at lære det grundlæggende – det er her, jeg har fået hele min restaurantuddannelse.
Er der nogen, der har været et forbillede for dig gennem årene?
Mange. Men især Jean-Paul Bénèzeth, der var kældermester på Operakällaren min chef i 20 år. Han har haft en afgørende indflydelse på min karriere.
En lang renovering af hele bygningen står for døren. Hvordan føles det?
Det er selvfølgelig trist, men det er også rart at være med, når bygningen lukkes – og endnu mere fantastisk at være med til at planlægge Operakällaren nye Operakällaren . Lige nu sidder jeg sammen med arkitekterne og designer køkkenet. Renoveringen af bygningen er både meget nødvendig og spændende.
Hvad håber du, at dine kolleger og gæster vil huske dig for, når du går ud ad døren for sidste gang?
Som en person, der var hjælpsom, venlig og bidrog til bygningens historie.
Hvis du kunne tage én ting med hjem fra Operahuset hvad ville det Operahuset være?
Et maleri af Taube, der hænger på trappen op til Operabaren. I 1930'erne sad en ung Evert Taube der og tegnede et portræt af Eva med læbestift på en serviet fra Operakällaren. Jeg har altid kunnet lide det.
